Fra helvede til himmerige

Kaere alle sammen, saa er vi tilbage med nyt fra de forkaelede fyre som nyder livet under den karibiske sol.

Den oprindelige plan var at tage det gode skib “Captain D” fra Corn Island til Puerto Cabezas, en by relativt taet ved gaensen til Honduras paa den karibiske side af Nicaragua. Vi kunne spare en overnatning og det var jo lige noget der passede to fedtsyle. Imidlertid fik kaptajnen kolde foedder, hvorfor vi endte med at forlade Corn Island med fly og landede flere, men behagelige, timer senere i Puerto Cabezas. Da alle fly kun flyver mellem hovedstaden, Managua, maatte vi foerst et smut forbi og skifte. De kiggede rimelig underligt paa os da de fandt ud af at vi gerne ville tilbage mod kysten nu da vi endelig var kommet tilbage til civilisationen.

Vores plan var at krydse graensen til Honduras og derfra snuppe “smut“ turen videre nordpaa til Utila. I flg. Loney Planet og Footprint guideboegerne er det ikke muligt at krydse graensen, hvilket jo gjore det ekstra spaendende at proeve. Selve omraadet er fyldt med slyngler da en stor del af central amerikas kokain smugles ind fra Colombia til kysten i mellem Nicaragua og Honduras. I Puerto Cabezas fik vi sa ogsaa et paar skraek historier om utilregnelige fyre som spadserede rundt med store macheter og gerne snuppede et liv for i bytte for en fed tegnedreng. Vi oplevede imidlertid intet i den dur. Alle var flinke og om aftenen var vi til et arangement som skulle samle ind til AIDS ramte. Her var optraeden med forskellige danse samt live musik – et ganske underholdende kulturelt indslag

Naeste morgen kl 4 forlod vi Puerto Cabezas med bus til Waspan som ligger ved graensen. Vi delte saede men en dreng paa ca 12 aar, hvis lasede toj vidnede om at hans tegnedreng ikke var saa fed. Tilgengaeld havde han heller ingen machete endnu, saa vi delte nogle kiks og sodavand med ham og han spiste det naemest hojtideligt. Det gav os en lille reminder hvor fattige folk er, og hvor stor forskel der er paaa de problemer folk verden over tumler med. Efter 7 timer kom vi til graensen hvor vi blev sejlet over i en udhulet traestamme. Paa den anden siden blev vi moedt af paskontrollen, som bestod i en bambusstang paa langs og 2 skulende soldater. Vi fik intet stempel i passet, men de skrev tilgengaeld vores navne ned paa en kroellet lap papir...hmmm. Uden at aflevere penge under bordet eller lignede og kun med et par mistaenksomme blikke var vi pludselig i Honduras. Vi hoppede skyndsomst paa ladet af en lastbil inden de fortroed og tumlede videre mod Puerto Lempira, vores endemaal 80 km vaek. Vi havde moedt 3 engelske fyre ved graenseovergangen, der var paa vej den anden vej, og de fortalte at det var (citat) “a shitface city”, saa det loed jo lovende. De saa ogsaa rimelig groggy ud saa vi var spaendt paa den videre faerd. Ganske rigtigt var vejene endnu vaerere end i Nicaragua og nogle steder forvandlede den hullede grusvej sig til mudder soeer hvor bilen sad fast. Omraadet var fuldstaendig oede og i de otte timer vi koerte moedte vi kun en bil. Halvvejs blev vi stoppet at en millitaer post som toemte og undersogte vores tasker for narko. Vi havde heldigvis sniffet det hele i Nicaragua saa vi fik lov til at koere videre :).

Fuldstaendigt udmattede ankom vi til Puerto Lempira efter 16 timers bumletur og sov snart fast. Vi flottede os endda og fik et vaerelse med 2 senge saa vi ikke skulle bygge graenser den nat – en graense om dagen maa vaere nok. Byen havde intet af interesse bortset fra en landingsbane som vi senere fik stor glaede af. Set i lyset af at de 80 km vi koerte i Honduras tog 8 timer, kroeb vi til korset og erkendte at vores planer om at rejse hele vejen til Utila var alt for lang, baade rent tidsmaessigt men ikke mindst ogsaa for vores benede bagender og vi koebte derfor en flybillet resten af vejen.

Nogle timer senere ankom vi til civilisationen og oeen Utila. En rigtig party oe med masser af turister. Temaet er enkelt: Dykning om dagen og fest om aftenen. Vi har vaeret paa et par dykkerture og endnu engang oplevet det spaendende og utrolig flotte undervands liv. Et par byture et det ogsaa blevet til selvom Tau desvarre har erhvervet sig en ondsindet ekskrimento-expresso bacille, som har holdt ham lidt i sengen. Her er iojeblikket 15 danskere og det har vaeret rart at udveksle erfaringer. De er dog alle mellem 19 og 21 aar og selv om vi jo holder os godt foeler vi os en smule gamle naar foerst party trommerne buldrer loes og Ibiza stemningen indfinder sig.

Om et par dage drager vi videre til Guatemala. Her skulle vaere en anelse koeligere. Tau glaeder sig for det kan vaere at Thomas’ natlige udbrud tager lidt af. Senest blev han vaekket af: TRANQUILO, TRANQUILO, its AWESOME!!!, efterfulgt af glad piften. Hvad det betyder er der ingen af os der ved.

Det var alt for nu. Haaber at I alle har det godt.

Kaerlig hilsen Thomas og Tau