The End

Kaere alle sammen

Her er saa sidste rejsefortaelling….i denne omgang.
Fra Xela tog vi til Lago Atilan, en meget stor og smuk vulkansoe med flere byer omkring. Vi slog os ned I San Pedro I en penthouse lejlighed med udsigt udover hele soen for 25 kr/prs – lige noget for luksusfedtsylene. Dagen efter lejede vi to kajakker og sejlede rundt paa saaen som var helt havblik og med en skyfri himmel fik vi et flot udsyn til de omliggende vulkaner. Mange raske aaretag senere lagde vi til ved San Marcos, en spirituel lille by. Her var der mulighed for at laere alt fra meditation og massage til helsemedicinens forunderlige virkning. Alle kurserne tilbydes selvfolgelig i forbindelse med et kortere eller laengere ophold i de dertil hoerende pyramidehuse. Vi saa nysgerrigt ind over indhegningen og fik dag ogsaa oeje paa nogle spaendende typer derinde. Paa vej tilbage til kajakkerne modtog Tau et kald ovenfra og soegte derfra straks til toppen af en hoej klippe hvorfra han ville prove at flyve de ca. 10 meter ned til vandet. Et flot spring senere og koldt bjergvand i hovedet fik ham hurtigt tilbage i kajakken og vi sejlede tilbage mod San Pedro igen. Det havde vaeret en saa fed oplevelse at vi den foelgende dag to paa endnu en kajaktur der ogsaa blev nydt i fulde drag.

Rugbroedsmotoren var efterhaanden traet og imens var en gammel drengedroem blevet vaekket til live da vi havde set at man kunne leje motorcykler i byen. Vi endte med at leje to cross-motorcyker paa vores glatte ansigt – intet koerekort og har I foroevrigt en hjelm?. Det blev til 200 cc, 4 gear og med en affjedring der kan give en kaengurostylte baghjul. Super hoeje paa adrenalin droenede vi rundt langs soen paa sma grusveje. Vi kom igennem smaa landsbyer med glammende hunde (de gik af uvisse grunde specielt efter Bavianens haser), stejle bjergveje og moedte en masse folk som vi smilede venligt og indforstaaende i lyset af vores nye biker status. Det var en fantastisk tur og da vi efter 4 timer var kommet sikkert tilbage i guesthouset kunne vores naboer stadigvaek hoere to drenge brumme af fryd RRrrrnnnnn…

Vi blev ved soen i 4 dage og tog herefter til Antigua som var sidste stop inden hjemrejsen fra Guatemala City. Denne by udgjorde den gamle kolonialhovedstad I en raekke aarhundrede og var derfor smaekfyldt med katolske kirker og andet godt fra den tid. Vi blev indlogeret paa guesthouset The Black Cat, hvor vi moedte Line og en haandfuld andre danskere vi hyggede os med. Igaar tog vi paa tur til vulkanen Pacaya – en must-see attraktion eftersigende. Vi spankulerede i en stor flok op mod vilkanen og gjorde stop undervejs hvor vores guide fortalte ting paa spansk vi ikke forstod et pluk af. Heldigvis havde vi spanskkyndige Katrine med der kunne oversaette. Paa vejen derop aendrerede grusstien sig til lavagrus og vi kunne af og til maerke varmen fra vulkanen. Det sidste stykke gik vi paa enorme lava stykker op langs siden af vulkanen. Lava floed ned af vulkanen I en let strom og der var muligt at komme helt taet paa. Nogle af turisterne havde medbragt skumfiduser som de stegte over lavaen. Paa vejen ned begyndte det at blive mork og lavaen lyste flot op. Da vi var kommet et stykke vaek begyndte der pludselig at komme fut I vulkanen og vi kunne paa passende afstand se lavaen blive kastet op I luften. Det hoerte til en sjeldenhed at se udbryd saa vi var rigtig glade for oplevelsen.

Nu er vi kommet til Guatemala City og vi er saa smaat ved at pakke tasken for sidste gang. Vi har vaeret rigtig glade for at kunne berette om vores tur via Havets Helte samt for alle de kommentarer og mail vi har modtager gennem hele forloebet. Med hoejt humoer og rygsaekken fyldt med gode oplevelser glaeder vi os nu til en forhaabenligt dejlig toer dansk sommer sammen med jer allesammen.

KH Havets Helte

Lille Maya(r) og store Maya(r)....

Halleoj i skuret!

Saa er vores tur saa smaat ved at gaa paa haeld men vi har da lige et par rapporter oppe i aermet. Pt. befinder vi os ved Lago Atilan i det sydvestlige Guatemala, men for at at naa hertil har vi lige set et par andre steder inden. Fra Tikal drog vi videre med chickenbus til Coban - en koelig by i hoejlandet. Ikke meget at se her, men vi fik dog slaebt os selv ud til en orkidee-farm, der kunne prale af at besidde 25.000 stks, men tilgengaeld var der kun 3 i blomst...bummer, dude! Derfra smuttede vi videre til Lanquin, hvor vi bosatte os paa et kanon guesthouse, der laa lige ned til en flod midt i en dal. Det var et aegte hippie-hangout for frie sjaele komplet med moderne noedvendigheder som internet og god mad (overvejende vegetarmad til stor fortrydelse for de to carnivorer). Vi hookede op med 3 danske piger, Nikoline, Nadja og Line (vi har svoret at pointere at Line ikke er mellem 19 og 21, men derimod er 27 - hermed gjort!) , som vi kendte tidligere fra Utila og Costa Rica samt canadieren Dean, saa vi havde nogle super aftener med gode oel og reggaeton (jah man!). Dagene gik med forskellige vigtige goeremaal. Vi tog blandt andet paa ekspedition i en hule naer Lanquin, hvor vi tilslut ventede i hulens aabning i tusmoerket paa at hulens beboere skulle melde deres ankomst. Og det gjorde - i store antal. Flagermus altsaa - i tusindvis lige rundt om oererne. Super fed oplevelse! Derudover besoegte vi den foelgende dag Semuc Champey - eftersigende et geologisk vidunder og et af de smukkeste steder i mellemamerika, hvilket nok ikke er helt skaevt. Stedet udgoeres af en raekke krystalklare pools, der modtager vand fra en underjordisk flod og ligger i en kloeft mellem to bjerge. Vi brugte nogle gode timer i omraadet med badning, en huleudforskning, udspring fra bro og en lille hike. Alt i alt et virkelig laekkert sted og absolut et af de smukkeste vi har besoegt indtil nu.

Efter at have fundet os selv og en masse andre hipper i Lanquin tog vi til Guatemala City og overnattede her. Naeste dag tog vi til Xela som ligger 4 timer vest paa i 2300 meters hoejde. Byen og ikke mindst omraadet er kendt for sine mange mayaindianere som alle baerer meget flot og favestraalende toej. Vi kom til at bo naer byens park hvor der bla var en masse gadekoekkener som slughalsene noed godt af. Om afterne blev det til et par oel paa de lokale barer samt lidt pool. Den naeste dag tog vi til en hotspring som laa en times koersel vaek paa laddet af en truck. Det laa hoejt oppe mellem bjergene og bestod af 3 smaa og meget varme pools. Stedet laa oppe i mellem skyerne og mens vi laa og plaskede rundt blev poolsne skiftevis indhyldet i taet taage - super flot syn. Den flg dag tog vi en bus til en udslukt vulkan hvori der findes en soe i krateret. Turen til soen tog ca 2 timer og foerte os igennem en lille landsby og masser af cloud forest. Soeen var virkelig flot og mindede mest af alt om en scene fra Ringenes Herre. Skyerne drev lige som ved det varme kilder hen over soeen og gjorde det hele rigtig flot. Godt forenet med naturen besluttede vi at taende et lille baal og nyde vores beskedne madpakker ved en knitrende ild. En aegte spejder/havets helt bruger som bekendt kun én taendstik, hvilket vi selvfolgelig skulle efterleve. En hel brugt taendstiksaeske og mange sure forbandelser var det eneste det blev til og snart efter stormede vi ned af vulkanen igen. Heldigvis er det jo kendt for enhver at ild og tynd bjergluft aldrig har kunnet sammen...noget med for lidt ilt osv osv...hmmmm.

Vi holder her og vender tilbage med sidste beretning fra Lago Atilan og Antigua om en uges tid. Ha´ det paent saa laenge.

KH Bavianen og Kaktussen

Guatemala!

Hola!

Her foelger endnu en lille opdatering af vore heltes bedrifter herunder baade klaustrofobiske grotter og maya kultur en masse.

Vi fik endelig revet os loes fra den magelige tilvaerelse paa Utila. De sidste dage floej afsted, da Tau endelig havde faaet helt has paa sin bacille og nu kunne gaa paa gader og straeder uden at stoppe sig med Immodium (forstoppelsesmiddel, red.). Vi smuttede med baad til fastlandet og endte 4 busture, 1 uproblematisk graenseovergang og 1 baadtur senere i Livingstone, Guatamala. Vi ankom rimelig sent og saa egentligt blot vores hotelvaerelse samt et godt spisested inden vi kroeb til koejs. Foelgende morgen tog vi en panga (taxi-baad) til Rio Dulce. Turen var guf for oejnene da floden bugtede sig idyllisk gennem hoeje slugter i regnskoven mens hvide hejrer og andre fugle droenede om hovedet paa os. Vi fik ogsaa lejlighed til at tage hul paa den nye dille – huleudforskning – da vi fandt en (lille) en en route. I Rio Dulce koebte vi billet til en fin airconbus. Inden laenge susede vi afsted uden aircon hvor vi hele turen sad klinet op af frontruden grundet overbooking – med 100 km/t ned af bjergveje med doeren aaben regner vi ikke med at Raadet for Stoerre Faerdselssikkerhed ville klappe i haenderne af synet men vi ankom til Finca Ixobel, vort hjem de naeste 3 dage, med baaede os selv og baggage i god behold.

Finca Ixobel som er en farm og guesthouse i et var et rigtigt hyggeligt sted som havde slaaet sig ned paa den gode komfort og fantastiske OEKOLOGISKE (Nirvana, here we come) mad. Ud over den rene luksus, som passede os glimrende, var det ogsaa muligt at komme paa forskellige ture som f.eks jungletur, hesteridning, grottevandring osv. Vi valgte grottevandringen og
tog afsted naeste morgen kl 9. Her ventede os 2 timers vandring i et bakket junglelandskab. Humoeret var hoejt og med 6 andre turister og en flink guide naaede vi snart hulen. Den laa for foden af et bjerg godt daekket af traeer og krat. Guiden gik forrest med stearinlys og vi fulgte trop med lommelygter. Det meste af grotten var fyldt med vand og flere steder maatte vi svoemme eller gaa i vand til knaene. Det var virkelig flot og spaendende. Vaegene havde mange maerkelige former og loftet havde flere steder drypstensformationer. Tanken om at bevaege sig ind under et stort bjerg gjore det hele endnu mere spaendende. Efter en time kom vi til et ca 4 meter hoejt udspring hvor vi skulle springe ned i en lille soe. En smal sag, men efter paa spansk volapyk at have faaet forklaret at vi lige skulle undgaa de to klipper under vandet var det strakt mere spaendende. Vi naede herefter til det der lignede hulens ende der mundet ud i en lille soe. Efter endnu en spansk tale naade vi frem til at vi lige manglede et ekstra rum som vi skulle dykke ind i. Vi fulgte guiden over soeen og endte ved en klippevaeg. Her var der bundet et raeb som foerte ned i vandet. Rystende af kulde og traette af at traede i vande forstod vi at guiden ville have os til at tage en dyb indaanding og fire os ned under vandet og ca 3 meter ind under klippen i begsort moerke for herefter at ende i en ny hule. Guiden dykkede og kort efter kom et ryk i rebet som signalerede at den foerste skulle tage turen. Det var en vild oplevelse og temmelig graenseoverskridende for os begge. En engelsk pige slog hovede og panikkede og havde det bestemt ikke godt da hun skulle samme vej tilbage. Der var ikke meget at se i den sidste hule og tankerne kredsede om at den eneste udvej var turen under klippen igen. Alt gik godt og vi kom ud af hulen i god behold og med hoejt humoet og begejstring over den super fede oplevelse. Vi spenderede endnu en dag paa farmen der gik med at hike op af et par bjerge, bade og laese boeger. Herefter fortsatte turen mod Flores, hvor vi befinder os nu.

Dags dato stod vi op kl 4.30, da den stod paa et besoeg i Tikal, en af Guatemalas top attraktioner. Denne er en Maya by, der spaender helt tilbage fra 500 foer vor tidsregning og daekker et enormt omraade midt i junglen. Vi brugte 5 gode timer med at trave rundt blandt de imponerende trappepyramider, templer og gravkamre. Da vi ankom saa tidligt som vi gjorde havde vi det hele for os selv. Et godt traek skulle det vise sig da det senere vaeltede ind med Guatemalianske skole-teenagere, der var mere interesserede i hinanden end i deres kulturarv – FY! – det var aldrig sket i vores ungdom J. Imorgen saettes kompasset mod SV, da naeste maal er en pittoresk by ved navn Semuc Champey. Alle har talt godt om den saa vi glaeder os til at se om den lever op til forventningerne.

Det var alt for nu. Haaber at I alle har det godt.

KH!

Fra helvede til himmerige

Kaere alle sammen, saa er vi tilbage med nyt fra de forkaelede fyre som nyder livet under den karibiske sol.

Den oprindelige plan var at tage det gode skib “Captain D” fra Corn Island til Puerto Cabezas, en by relativt taet ved gaensen til Honduras paa den karibiske side af Nicaragua. Vi kunne spare en overnatning og det var jo lige noget der passede to fedtsyle. Imidlertid fik kaptajnen kolde foedder, hvorfor vi endte med at forlade Corn Island med fly og landede flere, men behagelige, timer senere i Puerto Cabezas. Da alle fly kun flyver mellem hovedstaden, Managua, maatte vi foerst et smut forbi og skifte. De kiggede rimelig underligt paa os da de fandt ud af at vi gerne ville tilbage mod kysten nu da vi endelig var kommet tilbage til civilisationen.

Vores plan var at krydse graensen til Honduras og derfra snuppe “smut“ turen videre nordpaa til Utila. I flg. Loney Planet og Footprint guideboegerne er det ikke muligt at krydse graensen, hvilket jo gjore det ekstra spaendende at proeve. Selve omraadet er fyldt med slyngler da en stor del af central amerikas kokain smugles ind fra Colombia til kysten i mellem Nicaragua og Honduras. I Puerto Cabezas fik vi sa ogsaa et paar skraek historier om utilregnelige fyre som spadserede rundt med store macheter og gerne snuppede et liv for i bytte for en fed tegnedreng. Vi oplevede imidlertid intet i den dur. Alle var flinke og om aftenen var vi til et arangement som skulle samle ind til AIDS ramte. Her var optraeden med forskellige danse samt live musik – et ganske underholdende kulturelt indslag

Naeste morgen kl 4 forlod vi Puerto Cabezas med bus til Waspan som ligger ved graensen. Vi delte saede men en dreng paa ca 12 aar, hvis lasede toj vidnede om at hans tegnedreng ikke var saa fed. Tilgengaeld havde han heller ingen machete endnu, saa vi delte nogle kiks og sodavand med ham og han spiste det naemest hojtideligt. Det gav os en lille reminder hvor fattige folk er, og hvor stor forskel der er paaa de problemer folk verden over tumler med. Efter 7 timer kom vi til graensen hvor vi blev sejlet over i en udhulet traestamme. Paa den anden siden blev vi moedt af paskontrollen, som bestod i en bambusstang paa langs og 2 skulende soldater. Vi fik intet stempel i passet, men de skrev tilgengaeld vores navne ned paa en kroellet lap papir...hmmm. Uden at aflevere penge under bordet eller lignede og kun med et par mistaenksomme blikke var vi pludselig i Honduras. Vi hoppede skyndsomst paa ladet af en lastbil inden de fortroed og tumlede videre mod Puerto Lempira, vores endemaal 80 km vaek. Vi havde moedt 3 engelske fyre ved graenseovergangen, der var paa vej den anden vej, og de fortalte at det var (citat) “a shitface city”, saa det loed jo lovende. De saa ogsaa rimelig groggy ud saa vi var spaendt paa den videre faerd. Ganske rigtigt var vejene endnu vaerere end i Nicaragua og nogle steder forvandlede den hullede grusvej sig til mudder soeer hvor bilen sad fast. Omraadet var fuldstaendig oede og i de otte timer vi koerte moedte vi kun en bil. Halvvejs blev vi stoppet at en millitaer post som toemte og undersogte vores tasker for narko. Vi havde heldigvis sniffet det hele i Nicaragua saa vi fik lov til at koere videre :).

Fuldstaendigt udmattede ankom vi til Puerto Lempira efter 16 timers bumletur og sov snart fast. Vi flottede os endda og fik et vaerelse med 2 senge saa vi ikke skulle bygge graenser den nat – en graense om dagen maa vaere nok. Byen havde intet af interesse bortset fra en landingsbane som vi senere fik stor glaede af. Set i lyset af at de 80 km vi koerte i Honduras tog 8 timer, kroeb vi til korset og erkendte at vores planer om at rejse hele vejen til Utila var alt for lang, baade rent tidsmaessigt men ikke mindst ogsaa for vores benede bagender og vi koebte derfor en flybillet resten af vejen.

Nogle timer senere ankom vi til civilisationen og oeen Utila. En rigtig party oe med masser af turister. Temaet er enkelt: Dykning om dagen og fest om aftenen. Vi har vaeret paa et par dykkerture og endnu engang oplevet det spaendende og utrolig flotte undervands liv. Et par byture et det ogsaa blevet til selvom Tau desvarre har erhvervet sig en ondsindet ekskrimento-expresso bacille, som har holdt ham lidt i sengen. Her er iojeblikket 15 danskere og det har vaeret rart at udveksle erfaringer. De er dog alle mellem 19 og 21 aar og selv om vi jo holder os godt foeler vi os en smule gamle naar foerst party trommerne buldrer loes og Ibiza stemningen indfinder sig.

Om et par dage drager vi videre til Guatemala. Her skulle vaere en anelse koeligere. Tau glaeder sig for det kan vaere at Thomas’ natlige udbrud tager lidt af. Senest blev han vaekket af: TRANQUILO, TRANQUILO, its AWESOME!!!, efterfulgt af glad piften. Hvad det betyder er der ingen af os der ved.

Det var alt for nu. Haaber at I alle har det godt.

Kaerlig hilsen Thomas og Tau

Caribbean style!

Back on track…..

Efter Granada tog vi en bus til Managua som er hovedstaden i Nicaragua. Managua skulle eftersigende ikke vaere saerlig spaendende og med otte timers ventetid fandt vi det bedst at tage direkte til et af byens stoerste indkoebscentre med masser af aircon og fine forretninger. Tiden blev lang saa efter adskillige kedelige toejbutikker smuttede vi i biografen og saa Spiderman 3. Da dagen gik paa haeld tog vi afsted i en taxa mod busstationen. Paa vejen roeg alt strommen i omraadet og da taxachauffoeren pludselig bumlede ind i en lille smoeje med 4 skumle fyre blev vi lidt betaenkelige. Heldigvis viste det sig at vaere busstationen. Vi fik en fin plads siddende med knaeene op om oerere sammen med en masse glade afro-nicaraguarianere. Kl 3 om morgenen ankom vi til Rama, der ligger midt i landet. Herfra tog vi en speedbaad videre til Bluefields paa den karibiske kyst og endelig en faerge mod Big Corn Island. Efter 22 timers rejse kunne vi traette checke ind paa vores guesthouse. Det var en fed tur men en gang er rigeligt og hvis vi ender med at skulle tilbage til Managua bliver det med 2 timer i et fly.
Big Corn Island ligger 70 km ude for den karibiske kyst og er en rigtig hyggelig oe hvor alt foregaar i et meget langsomt tempo. Der er en vej rundt og en taxa kost 5kr/prs til et hvilken som helst sted paa oen.

Godt udvilede drog vi naeste dag ud paa en snorkelekspedition for at inspicere en sunken spansk galleon fra 1700-tallet, et ditto sunkent dampskib og dertil nogle koralrev. Sigtbarheden var super – ca. en 20 meters penge – badetemperaturen omkring de 30 C og ikke en sky paa himlen. Alle sevaerdighederne var fantastiske - fra galleonens kanoner til det rustne dampskib, der i tidens loeb havde skabt basis for et koralrev. Af levende objekter saa vi mange fisk, hummere, rokker og nurse sharks. Sidstnaevnte kunne man endda dykke ned og “pette” lidt paa finnerne. Kanon oplevelse!

Naeste dag satte vi kursen mod Little Corn Island, der ligger en halv times rygrads-braekkende sejltur fra Big Corn. Paa dette sted er der ingen motoriserede koeretoejer overhovedet, men kun smilende lokale (jah maaan, reggae rules!), palmer, der svajer i brisen, et super koralrev og kilometervis af kridhvid sandstrand – jo tak som byder! Vi blev installeret i en lille bungalow ved stranden hos Doña Elsa og accepterede den tort at skulle dele en dobbelt seng mod at gaa til ro til lyden af braendingen lige udenfor (i oevrigt byggede vi en graense i sengen med et par haandklaeder, der gav anledning til adskillelige stridigheder et par naetter og desuden havde vi begge de saedvanlige varme-fatamoganaer, hvor der laa diverse ondsindede fantasi-dyr i fodenden – deriblandt hummere, krabber og, som altid, slanger). Vi spenderede det meste af dagene ude paa revet efter at have faaet anvisninger af den lokale dykkerskole hvor de gode sites var. Vi fandt hurtigt en yndlingsbeskaeftigelse – huledykning! Der fandtes masser af tunneler og grotter i revet og det var helt fantastisk (og en anelse nervepirrende) at dykke 8-10 m ned og derefter svoemme op gennem en smal tunnel, hvor lyset spillede i aabningen og fiskene droenede rundt som sindsyge naar man kom anstigende. Vi fandt en 4-5 stykker af saadane og foelte os lidt som Costeaus arvtagere under seancerne. Desuden spottede vi en savfisk paa en af vores ture – saadan en som man kun troede fandtes i Anders And blade. Da vi fortalte det i dykkerbutikken gik de helt amok for de er aabenbart ekstremt sjaeldne – faktisk havde ejeren af butikken end ikke moedt nogen, der havde set saadan en foer. Vores fund blev dog bekraeftet af to dykkere der ogsaa havde set den samme sted og samme dag.

Hulerne var spaendende men vi fik blod paa tanden og vil se hvor langt vi kunne dykke ned. Vi kontaktede de lokale dykkercenter og kom med paa en baad til Jack rock som er et rev et godt stykke fra kysten. Dykkerne hoppede I vanden mens vi paent blev I overfladen og fulgte dem. Vi hev og sled for at komme ned til bunden som paa de dybeste var 24m. Tau naaede naesten bunden og kunne bagefter tilfreds konstaterer at han havde passeret de 20 m’s dybde. Thomas kom ned paa bunden og naaede lige at hilse paa en dykker og foer han igen skyndte sig til overfladen. Det var super spaendende men ogsaa lidt skraemmende.

Alt i alt har det vaeret en kanon uge her i det karibiske hav. Imorgen tager vi et fly mod Puerto Cabezas, for at forsoege at krydse graensen til Honduras midt i bandit-land – vi haaber det lykkes.

So long for denne gang.

KH!

PS - Stort til lykke til Benned, Taus farfar, der fylder 84 d. 21. maj – still going strong!

Isla de Ometepe

Kaere allesammen.

Saa er vi te'bage med en lille vulkan historie til det arbejdende/studerende folk…..

Efter nogle fede dage paa surfbraedtet tog vi videre til en oen Isla del Ometepe, som ligger i central amerikas stoerste soe, Lago de Nicaragua. Her findes to vulkaner paa henholdvis 1610 og 1300 meters hoejde, der er oplagte til vandreture. Vi fandt et hyggeligt guesthouse og indfandt os inden laenge i en haengekoeje med en kold cola i haanden. Om aftenen blev der vist boksekamp paa en storskaerm i den lokale park. Det viste sig at vaere en international storkamp (Floyd "Prettyboy" Mayweather mod Oscar "Goldenboy" De La Hoya) saa stemningen var hoej med tilraab og vi blev hurtigt klar over hvem der var bedst at heppe paa (Goldenboy), hvis man ikke skulle goere sig alt for upopulaer.

Naeste dag stod i vulkanens tegn. Vi moedtes kl. 5 om morgenen med vores venlige guide, vi havde shanghai’et dagen foer og drog afsted mens det stadigvaek var koeligt. Vi havde selvfolgelig valgt den stoerste vulkanen med en vandretur paa ca 10 timer foran os og sprang afsted i fuldfart. Dagen forinden havde vi faaet hotelmutteren til at lave to madpakker – STORE madpakker forsoegte vi at faa hende til at forstaa. Muuuucho grande, por farvor, til de to slughalse. Tempoet var hoejt da ingen af os vil vaere en klods om benet og isaer ikke vores bjergged af en guide som sprang tilvejrs. Det meste af turen vandrede vi paa store lavasten, men det sidste stykke til toppen blev stenene mindre og mindte og vi maatte bogstaveligt talt kravle op. Paa toppen ventede virkelig et flot syn. Et stort krater indhyllet i en taage af skyer og vandamp fra den aktive vulkan. Vi kunne ikke se til bunden, men fik af vide at krateret var ca 250 meter dybt. Vinden var utrolig kraftig og skyerne drev hen over hovederne paa os og gav os til tider udsyn udover oen.

Nedstignigen viste sig at vaere endnu haardere, men efter ialt 8 timers vandring laa vi igen paa guesthouset med en cola og noed stolt synet af vulkanen. Dagene efter viste sig at vaere en ren katastrofe for vores ben. Selv nu efter 3 dage klynker vi stadigvaek hoejlydt ved synet af en trappe.

Vi er nu taget tilbage til fastlandet og videre til Granada. Granada er landets bedst bevaret by og er rig paa kultur. Med Tau som kulturguide og en noget med sloev Thomas saa vi bla et museum, nogle kirker samt et fort. Dertil er der ogsaa blevet spenderet en del tid i haengekoeje.

I morgen tager vi til hovedstaden og herfra videre mod den Karibiske kyst for at ende paa Little Corn Island, eftersigende en god oe at snorkel paa.

Hyg jer!

KH Thomas og Tau

Mod nord!

Kaere alle sammen

Sa er vi tilbage med en lille rejserapport, der byder paa vulkanvandring,
rapelling, en verdensmand, snorkling og surfing.

Fra San Jose tog vi videre mod Arenal, som er en vulkan ca. 3 timers koersel nord for San Jose. Byen er en fin lille turisfaelde med masser af internet, shopping og agencies, som kunne hjaelpe med guidede ture og andet der kostede milliarder af dollars. Vi fandt et hyggeligt guesthouse bestyret af en gammel amerikaner og hans alt for unge kone. Stedet havde fri kaffe og bloede sofaer samt en lille hundevalp, som gav de legesyge sjaele megen morskab.

De bloede sofaer blev dog hurtigt for meget og naeste dag tog vi paa vandretur til vulkanen. Turen tog et par timer og bragte os til foden af bjerget. Herfra kunne man se, og isaer hoere, lavasten trille ned af siden. Det var et flot syn og de hule brag vidnede om at der var store kraefter paa spil. Vi vil gerne have vandret lidt videre op men det forbundt da vulkanen udsendte gasser som kunne vare farlige.

Udover byens hovedattraktion var det ogsaa en masse andre ting
man kunne tage sig til, som f.eks, rafting, kajakker, rapelling, hesteridning osv. Vi valgte rapelling, hvilket her foregik ned af vandfald i junglen. Sammen med 4 rapkaeftede amerikaske kvinder og en fyr koerte vi til et spot i junglen. Her instruerede vores guide os i lidt rapelling og herefter kastede vi os frygtloest ud fra vandfaldene (eller naesten da). Vi startede paa et lille vandfald og blev straks kaade da det gik som en leg. Det naeste vandfald var straks vaerre 44 meter hvor vi rapellede ned i fri luft. Det sidste og stoerste var 65 meter hvilket ogsaa foregik i

friluft. Det var ret vildt at staa med ryggen til 65 meter frit fald og herefter paa guidens kommando give slip og rapelle ned. En rigtig fed oplevelse som vi godt kunne taenke os at gentage.

Efter et par gode dage forlod vi vulkanen og de regntunge skyer og satte endnu engang kursen mod Stillehavskysten i haab om at finde et rev eller to at snorkle paa samt lidt solskin til de blege torsoer. Destinationen blev Playa del Coco; et sted der eftersigende havde mulighed for at opfylde kravene. I bussen mod den forjaettede kyst moedte vi Senor Alejandro Guzman Stein, som han introducerede sig som. Tau fik en god snak med ham under turen. Det viste sig at Alejandro var lidt af en kanon/megaloman – der var ikke graenser for hvad han havde opnaaet i livet. Der naevnes i flaeng: (1) tidligere landbrugsminister (han kunne dog ikke huske hvad aarstal – engang i 90erne), (2) tidligere ejer af et privatfly, (3) de to eneste Playmates, der havde vaeret i Costa Rica, var blevet sendt til ham med kaerlig hilsen fra Hugh (en nat man husker, forsikrede han os om, men der skulle Viagra ind i billedet, hvis den skulle gentages), (4) han havde erhvervet den foerste computer i hele mellemamerika og (5) hvis man googler hans navn var der tusind og atter tusindvis af hits (der er 39). Slutteligt spurgte han om vi var interesserede i at skyde penge i et af hans business-projekter, der var liiige om hjoernet....hmmmm.

Vi naaede Playa del Coco uden de store problemer, der viste sig at vaere en hyggelig solrig by med sin del af prostituerede og pushere samt rige amerikanske turister. Vi spenderede et par dage med at snorkle paa et rev paa en tilstoedende strand og fik udover en masse fisk, spottet baade moraener og soeslanger – alt i alt en god fangst synes vi. Derudover noed vi et par fantastiske solnedgange (beklager den metroseksuelle tone), hvor pelikanerne stroeg henover vandet og fiskene smuttede i overfladen – helt zen. En af aftenerne blev spenderet paa baren ”Banana Surf”, hvor vi moedte en gaev tysker, der gik under navnet ”The Bavarian” (der er en Costa Ricansk oel med tyske aner af dette navn, red.). Han havde boet i byen i 8 aar fordi ”I likez thiz crazi zity” som han sagde. Vi havde en kanon aften i hans selskab, hvor vi spillede pool, smagte paa en god del ”Bavarians” og afsluttede den paa den bar, der tilhoerte byens mafia. Vi havde faaet strenge instrukser om at opfoere os paent for knivene sad lidt loest derinde, men slap for at faa huller i kroppen i denne omgang.

Costa Rica har virkelig vaeret et dejligt land at rejse i og der er til mange mange flere uger og spaendende oplevelser her alene, men vi er jo paa en stram tidsplan saa vi besluttede vi at drage til Nicaragua efter et par dage. Vi naaede San Juan del Sur, endnu en hyggelig lille by paa Stillehavskysten, i loebet af en dag. Graenseovergangen voldte ikke de store problemer og vi gled lige igennem. Vi har nu spenderet to dage her, der er gaaet med at surfe. Stilen bliver bedre og bedre omend ikke imponerende endnu for tilskuere vil vi tro. Boelgestoerrelsen er mere human end i Domincal og det lykkedes os begge at faa en del gode ture. Imorgen gaar turen mod Isla de Ometepe, der byder paa ferskvandshajer (hvis vi er heldige) og en trekkingtur op af oens vulkan. Derfra gaar turen videre mod Granada, en gammel koloniby, og hovedstaden Managua. Herefter maa vi se hvad der sker. Alt i alt nyder vi turen og livet. Haaber I alle har det godt derhjemme og tak for alle kommentarerne – det er altid dejligt at hoere hjemmefra.

Roger out fra de to T’er